Ét af de dejligste steder at tilbringe en hverdagsformiddag med ungerne i Aarhus, er i legeland på Langenæsstien. Merete som er daglig leder, har formået at skabe et fantasifuldt, hyggeligt og enestående sted for børn, både de helt små og de lidt større. Jeg ved, det bliver brugt flittigt af hjemmegående mødre og fædre, barnepiger og bedsteforældre, men også byens institutioner gør brug af det dejlige sted.
Der er både klatrestativ, rutchebaner, net til boldkast, seje huler og mange andre sjove påfund til unger med krudt i røven. Derudover er der scene med alt hvad et udklædningstosset barn kunne drømme om, der er dukkerum, hygge/læseområde, maling, briotogbane, bordfodbold, spil, dukketeater og jeg kunne blive ved. Til de kaffetørstige og kagehungrene voksne, laver Merete skøn kaffe og hjemmebagt økokage til yders symbolske priser. Der er plads til barnevogne udenfor og gode pusle og toiletfaciliteter.
Jeg kan ikke anbefale det nok. For at komme i legeland, skal man være medlem af foreningen Legeland og det koster noget i retningen af 75 kr om året for hele familien!
I torsdags havde begge børn en fridag, og vi mødtes med min gode veninde Maja og hendes søn. Dejlig måde at bruge en formiddag på!
Kommentarer
Send en kommentar